Elisabeth havde mange veninder. De var alle i begyndelsen af fyrrerne, og ligesom hun begavede og smukke og selvstændige og hårdtarbejdende og kræsne. Ingen skyldte dem noget. De havde selv arbejdet sig ud af deres barndom i provinsen med håndværkere og småkøbmænd som forældre. Som gruppe var de enhver tjeners skræk. De lo ad deres egen arrogance og bar den som et emblem foran sig på brystet. Når en af dem fik en kæreste, deltog de andre levende. Også nu. ”Jeg tror, jeg har fået en beundrer i superligaen,” betroede hun dem. De ville gerne høre, hvad sådan en stor forfatter skrev i sine private mails. Og Elisabeth havde opdaget en forløsning – midlertidig – når hun talte om ham. Bare det at sige hans navn hjalp, og hun kunne sige det både professionelt og privat.
Før HUNGER havde han skrevet en lille tynd roman. Den læste hun nu, ligesom hun læste HUNGER igen. Hun sagde det ikke til ham, men hun var kritisk over for hans få erotiske scener. De var usanselige. ”Det er, som om han ikke ved, hvad han skriver om,” fortalte hun sine veninder. ”Han trænger måske til en læremester,” foreslog de. Den samtale endte i en fnisen. Men der var alligevel brod i det. Tanken om at blive uvurderlig for ham, kunstnerisk og menneskeligt var besnærende.
Hun og Austin skrev sammen hver dag, somme tider mange gange om dagen. Han sendte hende tekstuddrag fra sine noveller. ”Det er første gang nogensinde, jeg har vist noget frem, mens jeg arbejder på det,” skrev han. ”Normalt er jeg alt for bange for, hvad der kan ske. For at det skal blive uinteressant for mig, dø på en måde. Ikke engang Vicky eller min redaktør på Random House får lov at se noget.”
Hvis hun havde regnet med noget frodigt og generøst som i HUNGER, blev hun skuffet. De nye noveller var blege og let uanseelige. Hun ledte efter en forklaring. For de var dygtige – ja, dygtigere end nogen dansk novelleforfatters ting. Men de var ikke noget, man ville købe i udlandet, med mindre man var tvunget til det. Og det var hun. Hun lagde alt andet arbejde til side for at læse og drøfte uddragene med ham. Hun brugte timer på at finde interessante formuleringer.
”Jeg kender faktisk ingen forfatter som dig, i hvert fald ingen moderne forfatter, der er så velgørende og kompromisløst interesseret i sine personers psykologi,” skrev hun. ”De lever i en grad, så man føler, at man altid har kendt dem. De er ikke helte, bestemt ikke, de er bare helt igennem menneskelige.”
”Det er interessant det du skriver om min kompromisløse interesse for det menneskelige,” svarede han ti minutter efter. ”Jeg har ofte følt, at hvis jeg havde noget at gøre i moderne litteratur, så var det at minde om, hvad det vil sige at være menneske. Det er, som om det menneskelige er forsvundet i de sidste mange års prætentiøse forsøg på at være fornyende. Forfatterne er blevet selvoptagede. De vil gøre opmærksom på sig selv. Men med alle sine eksperimenter har litteraturen slået det fælles spejl i stykker. I al ydmyghed prøver jeg på at lime i det mindste et hjørne af det spejl sammen igen.”
”Du behøver såmænd ikke være ydmyg,” skrev hun. ”Løft bare hovedet. Det er mesterligt, det du laver. Jeg er meget stolt over at være indviet.”
Svaret indløb prompte: ”Du er min yndlingsredaktør.”
”Og du min yndlingsforfatter J J J” Efter at have tænkt sig om et øjeblik slettede hun to smileyer og lod kun en stå tilbage. J
I weekenderne var der mere stille. Hun vidste godt hvorfor, for efterhånden kendte hun ham bedre end selv hans egen kone, havde han fortalt hende. I weekenderne murede han sig inde om formiddagen, indtil han ved frokosttid var nødt til at gå ud ”til vilddyrene” og være sammen med sin familie. Så var det legepladsen, udflugter, middage med vennerne. Vicky var et geni til at lave mad, men alle de mennesker, hun havde behov for at omgive sig med, gjorde ham træt. Al denne foretagsomhed, denne rumsteren rundt! Jeg ved hvad du mener, skrev hun. Ja, svarede han, allerhelst ville han være i fred. Han var en nøjsom mand med meget få krav. ”Men du er min hemmelige ven. Når verden bliver for larmende, kravler jeg ind i et lille skjul i mig selv og sender dig et par linjer. Jeg forestiller mig, at jeg sidder i din lænestol, omgivet af al din fred. Du aner ikke, hvad du betyder for mig lige nu. Jeg aner det knap nok selv. Men det skal jeg nok heller ikke dykke for langt ned i, for jeg skal skrive, skal jeg. I morgen begynder hverdagen gud være lovet igen.”
Den mail forvirrede hende. ”Har du tænkt over, at en kvindelig forfatter aldrig ville kunne ”bure sig inde” fire timer hver lørdag,” skrev hun lidt spidst. ”Eller i hvert fald aldrig ville gøre det? Hænger dine børn aldrig på dørhåndtaget? Har du tænkt over, hvor meget Vicky betyder for din munketilværelse?”
”Ja, mere end du aner,” svarede han. Hun lod emnet falde. Hun var medlem af Dansk Kvindesamfund, hun var en af de få, der IKKE havde mistet sin tro på feminismen. Men selv den kunne man åbenbart flirte med.
Strengen i hende blev trukket stramt op. Der var aftener i lejligheden, hvor hun følte, at kun ved at blive ribbet for alt, kunne hun nå ind til det sted, hvor hun for alvor kunne bryde igennem sin egen begrænsning og præstere noget godt. I sine breve til Austin var hun altid fordomsfri, gennemreflekteret, humoristisk. Hun var, som hun gerne ville være. Og dog. For at kunne smuldre var det nok blot at være hende. Det var udmattende. Trætheden overvandt hun ved en ny kraftanstrengelse. Men i weekenderne kunne hun pludselig befinde sig i en næsten skræmmende konturløshed, frådsende i bløppede drømme og tåbelige fantasier. Pludselig kunne hun blive rasende på ham. Hvad var det hun ville have af ham? En så opblæst person kunne hun umuligt ville have. Hun ville ikke kunne holde ham ud så meget som en måned. Var det bare hans opmærksomhed hun ville have? Nej, det var noget endnu mindre og endnu mere betydningsløst. En lille sten, et sandkorn bare.