”Elisabeth, jeg blev båret hjem i den store fugl på en træthed, der løb som en streng fra det københavnske vintermørke. Nu er jeg kravlet op til mig selv og sidder lidt fortumlet i min lille celle, I det fjerne kan jeg høre Vickys og børnenes stemmer, jeg tror de bager. Jeg skal til at tage mig af post og mails og besværligheder med min filmagent. Men jeg vil først sende dig et par ord. Tak for sidst. Tak fordi du tog dig så godt af mig, tak, fordi du behandlede en sky forfatter så pænt, tak for dine kloge, fine vurderinger. Du er den læser, jeg helst vil have, hende, jeg helst vil læses af. Det føles godt at vide, hvordan hun ser ud, denne kloge læser, der går omkring i den kolde by og lyser. Din pande var så klar og hvid nede i salen. Og dit hår faldt hele tiden ned, og så måtte du sætte det op igen. Mon du også gør det nu?
Og nu må jeg i gang. Austin.”
Hvad var det?
Elisabeth løftede hovedet. Bortset fra det fjerne sus af biler nede fra Torvegade, var der stille, stille, stille i lejligheden. Hendes lille stue sad om hende som en varm dyne hun havde lagt om nakken. Lampen lyste på skrivebordet. Det regnede. Hun kunne ikke høre regnen, kun se dråberne, der trak ned over ruden. Nu ville den sidste snavsede sne forsvinde, og i morgen, når hun tog af sted til arbejde, ville byen atter ligne sig selv, våd og grim, dyngvåd simpelt hen, fordi vandet trængte ind i byens furer og blev der, denne fugtige, råkolde by, København.
Hun rakte hånden ud efter telefonen for at ringe til en af sine veninder og læse hans mail højt. Hun ville på en gang le og høre nogens mening? Hvad var det egentlig, han sagde? Var han blevet smålun på hende? Ha. Havde hun gjort indtryk på ham? Haha. Hun lod hånden synke og læste mailen igen. ”Din nar, din idiot,” hviskede hun lydløst til hans brev, men hendes hjerte var begyndt at hamre.
Hun blev længe siddende foran skærmen og grundede over et svar. Endelig skrev hun, at hun havde været inde og tjekke salgstallene og at der var blevet udleveret 124 eksemplarer af hans bog den dag. Det lyder måske ikke af meget, skrev hun, men tænk på hvor lille et land Danmark er. Det er, sagt i al fortrolighed, et ret forrygende salgstal for en udenlandsk forfatters første bog. Endvidere skrev hun, at hun selvfølgelig ville holde ham orienteret om alt hvad der skete i den nærmeste fremtid. Til allersidst skrev hun: Sov godt, Austin. Jeg håber, at den store fugl bærer dig trygt gennem natten.
Sådan ville hun aldrig have skrevet, hvis ikke han selv havde brugt billedet med fuglen. Men hun ville ikke være kold og uhøflig. Hun følte sig helt udtørret bagefter og tvang sig til at rejse sig fra stolen og gå ud i køkkenet og lave en kop te. Alting stod så nydeligt på hylderne. En dåse prydet med tekander, en syltetøjskrukke formet som et hus med orange tag, to gamle grønne vinglas, en sukkerstrøer af sølv. Det snurrede i kedlen. I dagenes løb, når hun halsede af sted efter deadlines og uoverholdte aftaler, som hun fortvivlet prøvede at få folk til at overholde på en pæn måde, når papirerne hobede sig op foran hende på skrivebordet, når angsten bankede under huden over hver eneste bog hun sendte på gaden, fordi det var hendes forlag, hendes navn, der var det samlende, fordi hun konstant befandt sig i én pinefuldt lang eksamen, kunne hun længes efter sit køkken og den snurrende kedel på en regnvejrsaften. Men i aften fandt hun ingen ro. Alt forekom hende så livløst. Hun stod musestille, lænet op ad køkkenbordet, og inden i stormede det så kraftigt, at hun ikke kunne se et eneste holdepunkt. Vandet kogte. Hun hældte det på kanden, åbnede skabet for at tage en kop frem, men lod så det hele være og marcherede ind til computeren og ventede utålmodigt, mens den tændte. Det var ingenting, det vidste hun, men hun lod sig alligevel rive med. Af ingenting, hviskede hun til sig selv. Så loggede hun på. Der var allerede kommet en ny mail.
”Det er interessant, det du skriver om salgstallene og det lille sprogområde, for jeg har på fornemmelsen, at du siger noget andet. Det er måske bare en træthed hos mig selv. Tre nætters dårlig søvn begynder sikkert at sætte sit spor. Men det er mærkeligt, at jeg ikke bare kan slippe dig i aften. Det er som om jeg stadig er midt i en af vores samtaler. Du vender dig om imod mig og svarer mig på en tanke, som jeg ikke engang vidste, at jeg havde. Tilgiv min åbenhjertighed. Og sov så sødt som man kun kan, når den store fugl våger over en.”
*