Profilfoto
2014-12-03

Mens hun sad og lyttede til ham, bevægede hun sig over en meget lille margen. Hun havde sine små diskrete virkemidler. Hun lagde for eksempel gaflen og støttede hagen let mod en kno, hun rankede ryggen og sagde ”mmm” på en opmuntrende måde. Hun kom med en enkelt velgennemtænkt og begavet kommentar, hun førte en lok væk fra sin høje, klare pande. Men hun tog ingenting fra ham, krævede intet og vovede intet. Hun var behagelig baggrund. Og hun mærkede at han, i lighed med de fleste andre, var for selvoptaget til at se det. Det burde ikke genere hende. Da hun for nogle år siden havde fundet frem til den metode, havde det forekommet hende en professionel landvinding. Hun gjorde folk godt tilpas og slap for sin egen usikkerhed, der fra hendes tidlige ungdom havde talt med en trættende ensidig, højthævet røst. Åh din idiot, hvorfor sagde du nu det? Kan du da ikke bare holde din dumme kæft? Og så videre.

Hvor havde hun dog dunket sig i hovedet af skam over sig selv mange gange.

Hovedretten kom på bordet. Tjeneren, en ung lyshåret pige med hestehale, fortalte om den i mange detaljer, indtil Austin greb hende om håndleddet og med bedende mine spurgte om et stykke groft brød.

”Hvad er jeg?” sagde han derpå i samme åndedrag med blikket rettet mod Elisabeth.

”Du er en stor forfatter,” svarede hun.

”Nej, jeg er først og fremmest arbejder. Nej, jeg er en munk.”

”En munk?”

”I virkeligheden skulle jeg bo i en celle. Tykke, hvidkalkede mure, en seng, et bord, en stol. Mere har jeg ikke brug for. Alt det andet er overflødigt. Det distraherer. Det støjer.”

”Det lyder fascinerende,” smilede hun.

”Jeg drømmer om at slippe for al den støj.” Nede under bordet var gulvet igen begyndt at dirre svagt. Han talte meget lavt nu, sad med bøjet hoved og så op på hende fra bunden af sit lyse udvandede blik. ”Alle de telefoner, alt det forbrug, al den snak. Hvorfor kan man ikke bare få fred til at arbejde?”

”Fordi den støj er en del af dit arbejde,” sagde hun venligt. De blev afbrudt af at rugbrødet kom på bordet.

”Hvad med din kone?” spurgte Elisabeth.

”Hun er skam også arbejder.” Han kørte en brødstump rundt i timianstøvet. ”Hun er leder af en børnehave, hun har tre børn, hun har aldrig kunnet tillade sig at have fine fornemmelser.” ”Aha. Ser man det. Hvor er det vidunderligt interessant, din store fede nar,” kværnede det i hende, og nu, hvor det omkvæd var kommet ind i hende, blev det ved med at køre det næste stykke tid.

Han var hendes guldfugl. Det vil sige, endnu var det for tidligt at sige noget. Men det var ved et fantastisk held, at det var lykkedes hende at købe hans bog for næsen af de store. Det kunne betyde penge i kassen, og et navn til hende og forlaget. Hun var 42 år og på toppen. Det var nu eller aldrig, at hun kunne bide sig fast i den danske forlagsbranche. Og en guldfugl kunne, hvis hun var dygtig, få flere til at komme flyvende. Hun VAR dygtig.

Men alligevel havde hun i et stykke tid haft på fornemmelsen, at hun var blevet mere naiv, og ikke nok med det, men at denne dumhedens rutschetur først lige var begyndt. I alt hvad hun ikke havde direkte indflydelse på, lige fra hendes veninders sidespring til den danske deltagelse i Irakkrigen, kunne hun føle sig som dengang hun var barn og ikke forstod, hvad de voksne snakkede om. Men i modsætning til da hun var barn, ville hun helst ikke høre om de ting. Der var en mæthed, der havde sneget sig ind på hende. En fylde. Hendes eget liv var nok, hun behøvede ikke mere. Hun huskede en bevægelighed i sit sind fra før i tiden. Dengang, i tyverne og begyndelsen af trediverne, mente hun, at den var ufuldkommen og blot en begyndelse, men nu kunne hun konstatere, at den sandsynligvis havde været selve blomstringen. Større var hendes modtagelighed ikke. Tanken var så provokerende, at hun kunne have leet ad sig selv, hvis ikke hun havde haft så fad en smag i munden. Hun så over på Austin Neesom, der var ved at blive fuld. Han sad og skældte ud på restauranten, på de andre gæster, som han syntes virkede falske og skabagtige, på storbylivet, på hele den moderne livsform, som folk fik stress og angst af. ”Man får uro i hjertet af kun at tænke på sig selv,” sagde han.

”Men hvad skal man så tænke på?” spurgte hun oprigtigt. Hun ville egentlig have fulgt op med en forklaring for at spørgsmålet ikke skulle lyde uhyrligt, men det blev der ikke tid til, for han spærrede øjnene op mod hende, og lo og virkede pludselig helt, helt klar. Det gjorde hun også. De opdagede, at de var de sidste gæster, at alle andre var gået. Kokken stod og røg på køkkentærsklen og kløede sig i nakken med en spinkel hånd og virkede fortumlet, som om han havde sovet aftenen igennem og nu vågnede op og kom ud og så de store forandringer, der var sket i mellemtiden. En gik og fjernede plettede duge og lagde rene på, en anden var ved at dække op til morgendagens frokost. Hun betalte, og de gik ned ad trappen og ud i gadens kulde. Der skiltes de, og meget tidligt næste morgen tog han et fly hjem.

Men allerede om aftenen, da hun efter en anstrengende dag, sad hjemme ved sit eget skrivebord i sin lejlighed på Christianshavn og tjekkede mails, opdagede hun, at der var kommet en fra ham. Overskriften var ”you”.