Profilfoto
2014-12-02

Bogen udkom dagen efter. Den blev stort anmeldt, og der var interviews med Austin i alle morgenbladene. Nu burde bøgerne blive flået ned fra hylderne. Austin gik omkring i Magasin med meget mørke solbriller på og kiggede sig indimellem over skulderen. ”Hvad tror du ikke folk tænker?” sagde han nervøst til Elisabeth.

”Tænker?”

Hun tog ham med ud at spise frokost på en restaurant ved en af kanalerne, og om eftermiddagen og aftenen, da han læste højt flere steder i byen, fulgte hun med, passede på hans ting, sørgede for vand til ham, klappede, og efter oplæsningen, i den lammende stilhed der lagde sig over publikum, når de fik at vide, at de bare kunne spørge løs, stillede hun ham det første spørgsmål. Så kom der også gang i de andre, og diskussionerne varede i næsten en halv time. Austin svarede med få ord, som om han dækkede sig for folks nysgerrighed og ros. ”Jeg er ingen sportshelt,” sagde han, ”og mine bøger er ingen sportspræstationer. Bøger er langsomme. De tager tid og bliver til næsten i mørke. Man kan ikke skrive i stærkt rampelys. Jeg vil bare gerne arbejde i fred og ro, med så få forstyrrelser som muligt.” Han smilede ikke en eneste gang, han var meget alvorlig, og alvoren bredte sig ligesom til resten af forsamlingen. Elisabeth kunne se, at han gjorde indtryk med sin beskedenhed og sin modvilje mod at være kendis, og hver gang seancen var slut, var det næsten umuligt at få folk gennet ud af lokalet. De stimlede sammen om podiet, for mange af dem havde allerede købt bogen og ville gerne have den signeret. Imens blev Elisabeth siddende nede på sin plads, meget rank i sin lille sorte dragt og med benene over kors, de lange smukke ben i et par højhælede sorte støvler, hele tiden parat til at springe til, til at assistere, til at hente vand, kuglepenne, til at mægle, oversætte.

”Nu må du være flad, oven på sådan en kraftpræstation,” sagde hun, da de langt om længe stod på gaden efter dagens sidste programpunkt.

”Jeg er ret flad,” indrømmede han.

”Jeg har bestilt bord på en restaurant lige i nærheden. Vi kan gå derhen.”

”Jeg ved ikke om jeg orker.”

”Du skal da have noget at spise. Det behøver ikke at tage ret lang tid.”

De begyndte at gå. Mørket sad som et låg over byen. Hist og her lå der snebunker fra fejemaskinerne, halvsmeltede, og derpå frosset til igen. Hun spurgte ham om noget, men hørte ikke efter hans svar, for hun var træt, gennemmørbanket, og i mørket og kulden gled hun i ét med sine skridt og stilheden i de små gader. Men ud for en oplyst trappe, der forsvandt ind i en rødpudset husfacade, standsede hun op. ”Så er vi her,” sagde hun.

Varmen slog imod dem, da de kom ind, og hendes kinder begyndte at gløde. I flere dage havde hun været kølig og velovervejet, og ikke et øjeblik været i tvivl om, at det var sandheden om hende, og at det var sådan hun var. Denne kvinde med det rolige ansigt og den tempererede stemme og de udsøgte bevægelser. Men nu mærkede hun til sin skræk, at hun ikke havde mere at byde på, og at hun kunne falde sammen. Hun skyndte sig ud på badeværelset og tog læbestift på, sendte sit spejlbillede et fast blik og rankede ryggen. Det var flere gange sket, at hun var vågnet om natten, badet i høj, uforklarlig feber, der forsvandt lige så pludselig som den kom. ”Tag dig sammen,” formanede hun stumt sig selv. ”Om to timer er det overstået.”

Det hjalp. Hun gik ind og satte sig ved bordet og bestilte mad og vin, og imens sad Austin Neesom dybt nedsunken i sig selv, næsten skeløjet af indadvendthed. Det hjalp også. Men da forretten kom på bordet, opdagede hun, at han var ved at blive nervøs. Han sad og skottede rundt i lokalet og gulvet under bordet rystede, fordi han sad så uroligt med benene. For at få ham afledt, tog hun fat på at rose hans bog, og det virkede med det samme. Han rettede sig, rysteriet holdt op, han begyndte at spise og tale, han fortalte om reaktionerne på bogen i Tyskland, USA og Spanien. Han fortalte om de breve, læserne sendte til ham. De skålede. Austin Neesom havde atter fundet ind til sit alvorlige, beskedne jeg og spiste på en måde, der sagde hende, at hun lige så godt kunne have stukket ham en pølse ved en pølsevogn uden at han ville ænse det.