Dagen efter at hun var kommet hjem, landede novellesamlingen i hendes indbakke. Titel: UDFLUGTER.

Men først lå der bunker og ventede. Sammenbidt tog hun fat på at rydde op i alt det arbejde, der havde hobet sig op, mens hun havde været væk, og det blev langt ud på aftenen før hun gik hjem med hans manuskript i tasken og en bakke sushi i hånden. Hun spiste på sin lille altan, lavede en kop te og tændte en cigaret og begyndte at læse.

Og hvor blev hun skuffet. Som hun havde ment, ud fra de korte uddrag hun allerede havde set, var samlingen ikke ophidsende. Der var en del barndoms- og ungdomshistorier. En udflugt til kysten, hvor hovedpersonen møder sin feriekammerat fra de tidligere somre og opdager, at han er vokset fra ham. Den første gang man drikker sig fuld og brækker sig og lyver for sine forældre. Den første gang man svigter sin bedste ven. Her vågnede hun lidt op. Måske havde brændstoffet været dårlig samvittighed. Men nej, historien var ligesom de andre så glat som en rund sten. Det var den slags udmærket veldrejede uskadelige tekster om den tabte uskyld, som midaldrende forfattere tyr til, når de uden at have noget på hjerte skal holde maskineriet kørende, og hver eneste novelle lukkedes uden at afsætte sig spor i hende, indtil hun kom til titelnovellen.

Den handlede om en violinvirtuos, der var gået død i sig selv og sin musik og sit publikum. Når han gik på scenen, følte han sig som en tom skal. Han gad knap anstrenge sig for at skjule, hvordan det var fat. Mærkeligt nok lod det ikke til at gøre noget, publikum elskede ham stadig, og kritikken var velvillig. Så længe han kunne stavre ind på scenen, ville han blive tilbedt som et gammelt kostbart ikon. Og han var ikke mere end 50 år. Han fik lyst til at gøre noget dumt. Han lagde mærke til en kvinde, der altid sad på første række ved hans koncerter rundt om i verden, og en aften opsøgte hun ham i hans garderobe, mens han var ved at klæde sig om og spurgte om hun ikke måtte bære hans violin hjem på hotellet for ham. Et helt uhyrligt spørgsmål var det, men virtuosen sagde ja tak. Hun fulgte ham op på hans hotelværelse, hun lignede en engel. Han havde så tit bedt om, at der ville komme en engel og frelse ham fra ham selv, sagde han, udvide hans horisont, få ham til at glemme ham selv. Man skal ikke tænke så meget på sig selv, sagde han. ”Men hvad skal man så tænke på?” spurgte englen, og virtuosen spærrede øjnene op, han havde ikke noget svar. Elisabeth lod manuskriptet synke. Hun genkendte replikskiftet. Det var, som om et startskud havde lydt. Fra nu af kunne det gå i alle retninger. Hun sad lidt og kiggede ud i luften, før hun tog fat igen.

Den aften var det eneste, der forhindrede virtuosen i at gå i seng med kvinden, det at hans kone ringede, netop som han skulle i gang med forførelsen. Men det lod kvinden sig ikke afskrække af, den næste dag stod hun uden for hans dør igen. Elisabeth læste og læste. Fra nu af kunne hun genkende de fleste af kvindens replikker, hendes positurer og hendes stillen sig sexet an. Austin måtte have en helt utrolig hukommelse. Der var også sakset en del fra de mails hun havde skrevet til ham. Selv kvindens natlige feberanfald var med. I novellen blev det antydet, at det skyldtes en for tidlig overgangsalder. Virtuosen blev mere og mere forhippet på at komme i seng med kvinden, men hans forsøg var lige så afmægtigt selvgode som kvinden selv. Ingenting lykkedes. Og derhjemme sad den sande engel, hans kone, og ventede trofast mens han udførte sine pubertære krumspring.

Elisabeth læste mere og mere hektisk og overfladisk, og til sidst klaskede hun manuskriptet ned i gulvet. Det gjorde for ondt. Hun rejste sig og gik rundt i stuen. Hendes første indskydelse var at ringe til veninderne, men ved tanken om deres medfølelse og nysgerrighed og triumf, visnede hun næsten. Èn halvdårlig novelle var altså alt, hvad hun kunne få. Interessantere var hun ikke. Så var hun brugt op.

Og nu var hun fanget. Denne bog ville hun ikke blive millionær af. Den var en parentes, en skidt præstation. Den ville få lunkne anmeldelser og sælge 800 eksemplarer til folk, der elskede Austin Neesom ud over rimelighedens grænser. Men hun kunne ikke lade ham flyve. I alt havde romanen solgt 25.000 eksemplarer, han var den eneste af hendes forfattere, der for alvor havde kastet noget af sig. Og det ville han måske gøre igen.

Det var ikke sådan det var, fik hun lyst til at skrive til Austin. Det var ikke mig, der ville have dig. Det var DIG, der ville. Hvis det ikke havde været for dig, havde jeg været fuldstændig cool og professionel. Men du tørrede dit begær af i mig. Hvis nogen rækker en noget, tager man automatisk imod. Og nu sidder jeg her med aben!

Men et sådant brev ville kun afføde en skuldertrækning. Måske ville han beklage, at han havde vakt følelser i hende – det havde ikke været tilsigtet etc. Måske ville han antyde, at hun burde få bedre styr på sig selv i professionelle sammenhænge.

Hun kunne tage til genmæle ved at skrive sin egen novelle om en ulideligt selvforelsket og tom forfatter. Den smalleste sag i verden ville være at lave en novelleantologi og stikke den ind imellem de andre bidrag. Men hun havde aldrig skrevet. Det ville blive hendes eget skrig, privat og pinligt.

Hun kunne også finde sig en anden. Der var en af de yngre forfattere, som hun kunne få varmet op under, hvis hun ellers ville. Han så bedre ud end Austin, men han havde slet ikke hans litterære format. Åh! Det sved i hende af ydmygelse og latterlighed og uanbragte følelser. Hun havde det, som om hun ikke kunne være i sig selv. Hun tænkte på at løbe en tur, men selv det var hun for rastløs til.

Hun satte sig ved sit skrivebord og trak rullegardinet ned. Hun lukkede øjnene. På indersiden af sine øjenlåg så hun ham dreje baskende rundt som en lille optrækkelig fugl. Der kom ikke andre billeder. Hun åbnede øjnene. Computerens blå lys foran hende. Jeg skriver bare en enkelt sætning, tænkte hun.

Nej, jeg laver det lidt om, jeg skriver hun i stedet for jeg, tænkte hun en halv time senere. Men det er også det eneste jeg gør.

Jeg vil skrive det ligesom det er.