Hun var den eneste gæst, da hun kom ned. Hun satte sig på en af de høje stole og bad om et glas champagne. Elevatoren standsede med et pling. Dørene gled op, og en lille konet kvinde med blødt brunt hår trådte ud og så sig søgende omkring. Hendes bløde hvide arme stak ud af en kortærmet silkebluse. Hun var en anelse rundrygget. Da hun fik øje på Elisabeth, gav det et lille hop i hende og hun kom hen imod hende.
”Elisabeth Møller?” spurgte hun og rakte hånden frem. ”Hvor er det godt at møde dig.”
”I lige måde,” sagde Elisabeth forfjamsket. Var det Nigella fra Random House? Havde Austin alligevel ikke kunnet undgå at tage hende med?
”Har du haft en god tur?” spurgte kvinden.
”Ja tak, jeg er lige landet.”
”Vi kom allerede i formiddags. Jeg har været rundt og se lidt af byen allerede, – jeg var ude og se det store smukke skib, det der sank dengang – men Austin har siddet på værelset og skrevet hele dagen.”
”Aha.”
Der blev tavst et øjeblik.
”Hvad drikker du?” spurgte kvinden. ”Champagne? Det tror jeg også godt, jeg kan tænke mig.”
Hun kravlede op på barstolen ved siden af Elisabeth. Hendes lille runde hage var let løftet, afventende. Forbløffet gik det op for Elisabeth, at kvinden regnede med, at Elisabeth bestilte til hende.
Elisabeth bestilte. Hun begyndte at blive en anelse irriteret. Randoms House’s repræsentationskonto måtte være helt uden sammenligning med hendes egen.
Glasset kom, de skålede.
”Hvor er Austin?” spurgte Elisabeth.
”Åh, han kommer. Han kommer, når det passer ham,” sagde kvinden. ”Han havde lige noget, han skulle blive færdig med.”
”Aha.”
Det her kunne ikke være Nigella. Det måtte være en slags sekretær, som forlaget havde sendt med for at passe på ham. Austin var den type, der kunne fare vild på et toilet. Selv om man kunne have sine tvivl om, hvorvidt hun var i stand til at passe på nogen. Hun virkede ikke ligefrem verdensvant. Hun sad med sine korte ben overkors og drak af glasset med en nydelsesfuld mine.
”Må jeg spørge, hvad du hedder?”
”Undskyld!” sagde kvinden oprigtigt og satte glasset. ”Har jeg ikke fået præsenteret mig? -” I det samme gik elevatordørene op, og Austin Neesom kom ud, klædt i cowboybukser og en lysebrun hørjakke. Han var blevet brun, hans hår var lyst, og han nærmest strittede af stress. Men så stivnede han, skuldrene sank ned, han løftede hovedet og kom over imod dem. Han bøjede sig ned og kyssede let Elisabeths på kinden.
”Hej,” sagde han.
”Hej,” hviskede hun.
”Og I to har allerede hilst på hinanden?” sagde han. Han satte sig på stolen ved siden af Elisabeth og bad også om et glas champagne. Sekretæren rejste sig og gik ud på toilettet
”Austin?”
”Mm.”
Hun lænede sig ind mod ham. Han duftede af nyvasket skjorte. Hun længtes efter at lægge sit hoved ind til hans hals. Hun kom tæt på, ind i den besnærende cirkel. ”Hvem er det?” hviskede hun.
”Hvem?” spurgte han og løftede glasset op til sine læber.
”Hold nu op. Hende der sidder ved siden af mig.”
”Det er min kone.”
”Helt ærligt, Austin.”
”Det vidste du nok ikke om mig,” sagde han, ”at jeg kunne finde på at tage min kone med ud at rejse.”
Der var ingenting at sige og intet at gøre. Når hun tænkte tilbage på deres lange korrespondanVickyce, stod der ingen steder, at de skulle være sammen. Jovist var der brugt hede ord som dine arme – men de kunne også være ment i overført betydning. De kunne også slet ikke være ment. Men det troede hun ikke på. Ved at iagttage Vicky mente hun tværtimod, at hun her havde en nøgle til hele hans længselsfulde væsen. Han var en sexforskrækket mand, der havde valgt sig en kone, der ikke kunne nå ham, og som sublimerede ved at skrive. Men der var også en længsel, der simrede, og hun var den, han havde rakt ud efter.
De fire næste dage så hun byen sammen med Nicole. Hun var endeløst tålmodig. Hendes tid skulle nok komme. De tog på Thielska galleriet og Moderna museet, de gik på konditori og spiste svenske prinsessbakelser, mens Austin sad på værelset og skrev som en rasende. Han var ved at gøre novellesamlingen færdig. Først når det var sket, ville han blive et rigtigt menneske igen, sagde hans kone med en sød lille intetsigende stemme, der fik Elisabeth til at mene, at hun absolut ikke forstod, hvem det var, hun var gift med. Af noget der ikke blev sagt, fremgik det, at det var derfor, Vicky var taget med.
*
Dagen efter at hun var kommet hjem, landede novellesamlingen i hendes indbakke. Titel: UDFLUGTER.