”Det er nat nu. Lige før var jeg ude på trappen for at ryge en af dagens fem strengt rationerede cigaretter. Jeg så kæmpestore flagermus komme jagende gennem mørket. Hvor manøvrerer de sikkert. Det føltes som et skræmmende møde af en slags. Kun de og jeg er vågne i vores sovende by. Vicky og børnene sover for længst. Jeg har siddet her i mange timer og arbejdet, jeg er optaget af den novellesamling jeg vist har fortalt dig om. De sidste par timer er det, som om jeg er kommet ind i en rille, hvor stoffet skriver af sig selv. Jeg klamrer mig til bordkanten og holder mig fast. Og samtidig, bag ved alt, har jeg hele tiden tænkt på dit ansigt, da du stod neden for trappen i lufthavnen. Jeg kunne slet ikke give noget i det skrækkelige døgn vi var sammen. Og du bare gav og gav. Mon du selv er klar over, hvor smuk du er? Austin.”
”Der er ingen kæmpeflagermus i den københavnske nat. Men her kan man også komme ud for skræmmende møder. Jeg er lige kommet ind ad døren, LØBET ind ad døren, efter at være blevet forfulgt af en flok store knægte hele vejen hjem fra en seven-eleven. Jeg ryster stadig indvendig. E.”
”Hov! Er du der! Lige der i den anden ende, lige til at række ud og røre ved. Og så er du blevet forfulgt at en flok bøller. Stakkels dig. Det var da forfærdeligt. Hvor mange var der? Har du fået frakken af og tændt lys? Og hvad lavede du for resten i en seven-eleven klokken tre om natten?”
”Jeg har influenza såmænd. Jeg var henne efter piller. Lige nu sidder jeg i sengen med store sokker på fødderne og er pakket ind i dynen og ser altså ikke særlig smuk ud, Austin, bare så du ved det.”
”Det tror jeg ikke på. Jeg ville gerne se dig der. Så ville jeg komme med en kop kamillete og læse et eller andet beroligende og meget kedeligt højt for dig, indtil du faldt i søvn. For eksempel Gustave Flauberts Rødt og Sort. Mærkeligt at den bog kommer fra samme mand, som skrev Madame Bovary.”
”Jeg synes du er for hård ved Flaubert. Oplæsning af den ville ikke dysse mig ned, men bare få min feber til at stige.”
”Har du også feber? Og er der slet ingen til at passe på dig? Andre end mig? I så fald sætter jeg mig i ånden ved din sengekant, pakker dynen godt sammen om dig og påbegynder højtlæsningen af ”Præsten fra Wakefield”, som ikke engang du, med dit åbne sind og din rigt arbejdende fantasi, må kunne finde sindsoprivende. Hør nu godt efter. Kapitel 1:”
”Zzzzzzzzz.”
”Sov godt, Elisabeth. God bedring.”
*