Da de sad over desserten, afbrød han hende midt i en lang enetale og erklærede, at han gerne ville hen på hotellet. Hun rejste sig straks. Han sagde, at han godt kunne klare sig selv, men hun insisterede på at følge ham ud på gaden og sætte ham i en taxi. Det blev et meget hastigt farvel, og da hun kom hjem, gik hun direkte ind i soveværelset og lagde sig på sengen og faldt i søvn med overfrakken på.
Hun vågnede med et spjæt, fuld af gru. Hun skulle hente ham klokken elleve. De skulle ud og se Ordrupgårdsamlingen, inden eftermiddagens møde i forfatterforeningen. Hun drak kaffe i køkkenet, og pillede visne blade af sin duftpelargonie. Så ringede telefonen.
Det var Austin. Han var nødt til at aflyse deres aftale, sagde han og gav ingen grund. Hun spurgte ikke, hvad der var kommet i vejen. Hun tog ind på arbejde og prøvede at samle sig om et manuskript, og ti minutter i to stod hun uden for porten i Strandgade og så ham komme gående nede fra krydset, med missende øjne mod en lav, bleg sol. Forinden havde hun været oppe i forfatterforeningen og set, at der sad fem personer og ventede. Det gjorde hende nervøs. Men der var stadig ti minutter tilbage, og der kunne nå at komme folk endnu.
Det gjorde der også. Da Austin Neesom var blevet budt velkommen af arrangøren, ringede porttelefonen, og en ældre dame med sminkede, meget klare øjne kom listende ind og satte sig på anden række.
Den næste time gik. Elisabeth sad på sin stol, mens han med lav stemme fortalte om sine arbejdsvaner og sin kompromisløshed. Han stod op klokken halv seks hver morgen, spiste et stykke groft brød uden smør, og skrev uden ophør de næste seks timer. Hvis han blev færdig før tid, blev han siddende indtil klokken slog halv to. Han var nødt til at have de rutiner, sagde han, de skærmede ham mod hans eget indre kaos. I en bisætning indskød han, at det nu var en novellesamling, han tog livtag med. Elisabeth syntes, det var som om hele lokalet gispede. Et slæbende åndedræt, der steg og faldt i styrke. Den ældre dame sad meget rank på kanten af stolen og stillede spørgsmål. Hun havde udgivet en digtsamling for elleve år siden. Hun spurgte hvordan det som kunstner var at se sine ord forvandlet til et andet sprog, og om det næsten ikke kunne være som at miste et barn. Hun spurgte til det engelske royalty-system, og om det var svært for en ikke-englænder som hende at få noget ud på det engelske marked, hun havde i et stykke tid arbejdet med at oversætte uddrag af sin digtsamling. Austin svarede utrætteligt venligt med blikket halvvejs vendt mod gulvet.
”Det er jeg ked af,” sagde Elisabeth efter mødet, på vej ned ad gaden.
”Ked af hvad?”
”At jeg lokkede dig til at komme.”
Og fordi han ikke svarede, fortsatte hun: ”Det var jo et helt utroligt sløvt fremmøde. Og så de pinlige spørgsmål. Det er jeg altså virkelig ked af, Austin. Det var spild af din tid. De her gamle damer, der har udgivet en bog for hundrede år siden og regner sig som store kunstnere uden overhovedet at løfte en finger, uden nogensinde at arbejde og at skrive, de kan drive en til vanvid.”
”Er det sådan du ser på hende?”
”Ja,” sagde hun.
”Det gør jeg ikke. Jeg holder af det kollegiale møde,” sagde han mørkt.
I tavshed gik de ned til taxiholdepladsen. Hun foreslog at hun kunne følge ham ud til til lufthavnen, og til hendes forbavselse ville han gerne have det. I taxien sad han og kiggede ud ad vinduet. Da hun havde fulgt ham hen til afgangstrappen og set ham rulle langsomt op med hans lille håndkuffert stående ved sine fødder, blev hun ramt af stor træthed. Den sad i hendes tørre øjne, i hendes stive ansigt. Det var som om en blæst havde stået ind gennem hendes hoved og revet hendes vished og klarhed med.
”Kære Austin. Jeg har gode nyheder. Bogklubberne er vilde med din bog og vil have den som månedens bog. Det kan give et mersalg på op mod 20.000 eksemplarer og vil for alvor slå dit navn fast her i Danmark. Det er højst usædvanligt at de binder an med en udenlandsk forfatters første titel. Jeg håber du siger ja. Der er kun ét lille aberdabei. De vil køre den i august måned, hvad der absolut ikke er optimalt. Jeg prøver nu at lokke dem til at vente til længere ud på efteråret. Det er jo en rigtig julegavebog. Venlig hilsen Elisabeth Møller.”
”Gid alle forlæggere var som dig. Jeg lægger mig trygt i dine hænder. Austin.”
”Tak. Venlig hilsen Elisabeth.”