”Austin, det går forrygende med din bog. Her tre dage efter udgivelsen har vi udleveret 1500 eksemplarer, og jeg har nu sat andet oplag i gang. Den var nævnt på listen over ugens bedste udgivelser, og, sidst, men ikke mindst, ligger den på en 3. plads på bestsellerlisterne. Og den skal nok komme endnu højere op. Vent bare. Det her bliver den bog som alle taler om i denne sæson. I øvrigt håber jeg, at du har sovet ud nu, og bær venligst over med denne lille forpustede hilsen – jeg står med et ben ud af døren på vej til møde i brancheforeningen og ballade der. Der er altid ballade et eller andet sted – godt, der ikke er det med dig. Kærlig hilsen Elisabeth.”
Hun havde været forelsket fire gange i sit liv, og da det sidste forhold var overstået et par år forinden, havde hun på fornemmelsen, at hun nu kendte alle grunde til, at to mennesker binder an med hinanden, og at hun ikke gav en døjt for nogen af dem. ”Det er ikke svært at få en mand til at blive forelsket i sig,” sagde hun dengang til veninderne, når de havde et af deres hastige møder på en café på vej hjem fra arbejde. ”Man skal bare spille lidt komedie, så er den hjemme. Og hvad mig selv angår, så er det ikke svært at begære en mand. Det er heller ikke svært at gøre sig afhængig af en, eller at ønske at føle sig tryg. Jeg skal bare bestemme mig for det. Kærlighed er ikke kærlighed. Det er forfængelighed, selvforelskelse, begær, afhængighed, tryghed, had, irritation, vaner,” sagde hun. ”Men jeg gider ikke mere nu.” Og da hun havde sagt det tilstrækkeligt mange gange, mente hun det virkelig. Så var drømmen forbi. Men der var stadig øjeblikke, hvor hun ikke kunne undgå at beundre sin hånd i dens daglige sysler, den lange slanke hånds uforhastede bevægelser, åh, den hånd, og hele den skikkelse, der kom gående ned ad gaden imod hende i vinduesruderne. Var det virkelig hende, der var så høj og slank og rank? Så sikker?
*
”Elisabeth, jeg fik bare lyst til at sende dig en tanke, inden jeg går i seng. Jeg er på et frygteligt hotel i Sydeuropa, jeg har forskanset mig på mit værelse og prøver at samle mine tanker om at skrive. Folk jager af sted med mig, der er så mange ansigter, jeg hele tiden skal se på. Jeg længes efter min celle, efter at arbejde. Og jeg længes efter en god samtale, som den jeg havde med dig. Hvordan går det med bogen i Danmark?”
”Det går godt, Austin. 3. oplag er næsten udsolgt, og fjerde er på vej i trykken. Alting tyder på, at den vil overleve den første kritiske tid og bide sig fast. Jeg er mere end tilfreds, og det har du også al grund til at være. Den danske forfatterforening har spurgt, om du eventuelt kan lokkes til at deltage i et arrangement her i byen d. 14. april Vi kunne jo kombinere det med en samtale?”
”Alt for en god samtale. Selv endnu flere ansigter. Så længe dit er et af dem.”
Hun kom i god tid til lufthavnen. Hun var anspændt, fordi hun havde gjort for meget ud af forberedelserne. Hun havde taget tidligt fri den eftermiddag og havde været til frisøren og bagefter haft et forfærdeligt mas med at få håret til at sidde mindre vidunderligt og samtidig se helt vidunderlig ud. Hun havde stået længe foran spejlet og bare SET på sine øjne og sin hud og sine hofter. Al den tid havde næsten umærkeligt taget sikkerheden fra hende, nu kunne hun ikke gøre noget uden at ødelægge sit kunstværk.
Det var først på aftenen, og ankomsthallen var fuld af folk. Der var vand på gulvet, unaturligt meget, som om der var sket et gådefuldt uheld. Elisabeth drak en kop kaffe ved et bord i cafeen på første sal. Hun havde ikke spist ret meget den dag, og følte sig næsten lysende af lethed. Hun bevægede sig hele tiden lidt uden for sin egen krop. Hun vidste med sig selv, at hun ikke var interesseret i Austin Neesom. ”Hvorfor,” sagde hun til sig selv, ”VIL jeg være så ophidset?” Hun drev nedenunder igen og stillede sig imellem de modtagende. På skærmene kunne hun se, at flyet fra Heathrow var tyve minutter forsinket. Hun fandt sin mobiltelefon frem og ringede til en veninde. De snakkede længe sammen, hvad tror du han vil med mig? spurgte Elisabeth flere gange, men hun var for ukoncentreret til at høre venindens svar, og lo ad alle sine egne bemærkninger. Nu var flyet tre kvarter forsinket. Hun købte en avis og et stykke chokolade og satte sig i en af stolene på første sal. Folk sad rundt omkring med poser på skødet, der var en tømt stilhed i luften, der kun blev afbrudt af et barns pludselige gråd, der blev ved og ved og ved, og pludselig opdagede Elisabeth, at flyet fra Heathrow var landet. Hun styrtede ned i ankomsthallen. Bølge efter bølge af rejsende kom skyllende ud gennem glasdørene. Hun så andre tage imod, hun så knus og viftende arme, hun så en glæde, som hun ikke kendte til, og efterhånden blev der tomt omkring hende, indtil der langsomt dukkede nye forventningsfulde ventende op, nye arme og nye flag. Hele tiden troede hun, at det, næste gang dørene gik op, ville være Austin Neesom, der kom ud; hun kunne se ham for sig, cowboybukser, en grå jakke, hovedet lidt sænket, en uro i kroppen, som en mut teenager. ”Han kommer ikke!” slog det hende med ét.
Heathrow-maskinen forsvandt fra tavlen, men Elisabeth blev stående. Der kom en steward, bærende på en weekendtaske. Og ved siden af ham gik Austin, lille, huløjet, utilfreds og skulende.
”Jeg havde helt opgivet dig,” lo hun let, mens hun bugserede ham ud gennem hallen. ”Hvad skete der?”
Det fik hun ikke noget forståeligt svar på. Han havde prøvet at arbejde i flyet, men der havde været så meget uro. Han var træt, turen havde været forfærdelig, alle de lufthavne, sagde han, han kunne næsten ikke få vejret.
”Det hjælper når du får noget at spise,” sagde hun.
”Ja, du tror på mad, det har jeg for længst opdaget,” vrissede han.
Hun lo.
”Kom nu bare.”
Men hun var rædselsslagen. Det var ikke faldet hende ind, at han ville dukke op i dén forfatning. I den tid der var gået, havde hun levet med ham hver eneste dag, og i sine tanker havde hun ført samtaler med ham, der overraskede hende ved sin rigdom og fordomsfrihed og utrættelighed. Alle deres mails havde været hemmelige signaler om denne samtale de i virkeligheden førte.
Hun fik ham bugseret ind i en taxi, og de kørte ind mod byen. Det var i skumringen. De lange lys på kørebanerne, asfalten, hvide tomme køkkenvinduer i Amagers højhuse. Hun fik en vild tilskyndelse til at bede chaufføren om at sætte dem af hjemme hos hende i stedet for, at tage ham med op, putte ham i sofaen med et tæppe og lave mad til ham i køkkenet. Men hun turde ikke bevæge sig ud over de få punkter, hun tidligere havde berørt: Taxi, restaurant, ros.
Og aftenen blev rædselsfuld. Han sad med nedadkrængede mundvige og pirkede i maden og svarede med enstavelsesord på hendes overdrevent optimistiske ligegyldige vrøvl. Hun kunne ikke tie stille. Jo mere tavs han blev, jo mere febrilsk talte hun. ”Det går langt over forventning,” sagde hun. ”Der er SÅ mange, der kommer hen og vil tale om din bog.” ”Jeg har godt håb om nyt oplag,” sagde hun. ”Der er ikke mange der kan skrive så levende som du kan,” sagde hun. ”Hvordan GØR du?” spurgte hun hastigt og lo fjollet. Men hun kunne ikke standse. Hun spurgte til hans kone og til børnene, hun spurgte til vejret i Norwich, hun spurgte og spurgte, alt sammen for at skjule hvilke forhåbninger hun havde haft. Om hvad? Det vidste hun ikke, alt var forsvundet i denne overvældende skuffelse, der mærkeligt nok ikke kom bag på hende, for hun syntes jo, at han var grim og kedelig og arrogant og selvoptaget.
Hun kunne ikke lide ham.