Jeg har tænkt meget over disse blog-indlæg. Jeg har aldrig før skrevet på en blog, er ikke på facebook, twitter eller instagram og ved knap, hvad det er. Det gør mig genert at sige “jeg”. Så i al korthed: Jeg har skrevet en novelle, som jeg vil publicere her, stykke for stykke, dag for dag, de næste fjorten dage. Jeg synes formateringen er lidt mærkelig, men jeg håber, I kan abstrahere fra tallene og de lange linjer, og læse med.

Novellen hedder: “Men jeg skal skrive, skal jeg.”

1. Elisabeth havde selvfølgelig set Austin Neesom på billeder og TV, men blev alligevel overrasket da hun fik øje på ham. Han stod i en krog med armene over kors og vippede på fodbalderne, mens han lyttede med en indadvendt mine til en af alle de mange, der gerne ville hilse på ham. Han var ikke så høj, som hun havde troet, og hans hår var lysere, hans øjne mindre klare. Lidt uanselig. Han så ikke ud, som om han var helt tilpas ved situationen. Langsomt, mens hun hilste på folk til højre og venstre, nærmede hun sig ham. Så var hun fremme.
2.                       Han greb hendes hånd med begge sine, da hun præsenterede sig. ”Endelig,” sagde han lettet. ”Jeg er omgivet af fremmede her, men det er jo dig, jeg er kommet for at møde.”
3.                       ”Men de andre her er nu heller ikke helt fremmede,” sagde hun smilende. ”Det bliver de i hvert fald ikke ved med.”
4.                       ”Du ved, hvad jeg mener,” sagde han.
5.                       ”Hvordan er hotellet?” spurgte hun.
6.                       ”Jeg har knap nået at være der,” sagde han. ”Jeg er lidt ør i hovedet.”
7.                       ”Det hjælper, når vi får noget at spise,” sagde hun.
8.                       ”Tror du?” spurgte han.
9.                       ”Det er jeg overbevist om,” svarede hun. ”Har du set, hvor du skal sidde?”
10.                       Han rystede på hovedet.
11.                       ”Lad os gå op og se,” sagde hun, og han fulgte villigt med. Ud fra denne lille samtale, som de nåede at have inden de blev kaldt til bords, opdagede hun, at det hjalp dem over den kejtetheden, hvis hun talte til ham, som om han var et barn, der skulle trøstes og beroliges.
12. Han var en stor forfatter, og hun var hans redaktør. De havde arbejdet sammen et stykke tid om hans roman om den store irske hungersnød i 1809 – 10, hvor kartoffelhøsten slog fejl og næsten halvdelen af Irlands befolkning døde. Det var en roman, der gik sin sejrsgang verden over, fordi alle ville læse historien om de to fattige søstre Bell og Dolores, og nu var turen kommet til Danmark. Middagen blev holdt på den britiske ambassade. De sad ikke ved siden af hinanden. Der blev holdt flere taler, men Austin Neesom brød sig tilsyneladende ikke om alle de rosende ord. Han sad med blikket nedslået, kun indimellem når han så op, mødtes hans øjne med Elisabeths tværs over bordet, og så grimasserede han lydløst, som om han ville sige: You know what I mean.
14. Sent om aftenen sad han træt i taxien og lænede sig op ad hjørnet, da de kørte ind mod byen. Elisabeth lod ham sidde i fred. Han kiggede ud ad vinduet under sin arm. Selv om det var sidst i marts, havde det sneet hele aftenen, og gader og tage var hvide, og himlen næsten orange fra al det lys, der strømmede op fra byen. De stod ud på Kongens Nytorv, og Austin Neesom skuttede sig i kulden og tændte en smøg. ”Skal vi ikke gå lidt?” foreslog han pludselig. ”Jeg har jo næsten ikke nået at snakke med dig. Og det er umuligt at sove oven på sådan en middag.”
15.                       De fandt et sted i en af de små sidegader, og Austin bad om en snaps til at skylle al middagens rødvin og cognac ned med. ”Jeg er en beskeden mand,” sagde han med et lille smil. ”Jeg kan ikke tåle al den ballade om min person.”
16.                       ”Jeg skal nok passe på, at du får din nattesøvn,” lovede hun, og han lo. Det virkede som om han var ved at få det bedre. Hun hentede en snaps til til ham og en fadøl.
17.                       ”Hvad syntes du bedst om i bogen?” spurgte han, da hun atter havde sat sig ned. ”Jeg mener, folk roser og roser den bog, og jeg går ud fra, at du også kan lide den, ellers havde du vel ikke købt den. Men nu vil jeg gerne høre, hvorfor DU kan lide den.”
18.                       ”Det er for dit kvindesyn,” svarede hun ligefremt. ”Du slipper ikke Bell og Dolores halvvejs. Du vil hele vejen rundt om de to, og du ser dem som andet end passive ofre. Jeg synes, du har en fremragende indfølingsevne.”
19.                       ”Det er jeg glad for at du kan se,” sagde han og lyste op. ”Det er der ikke ret mange, der har sagt til mig.”
20.                       ”Er der ikke?”
21.                       ”Nej, det plejer at være selve historien, eller samfundsskildringen, eller mit sprog. Folk roser mig for researchen. Men det er jo mere mekanik. Det er bare et trick for at undgå at skrive om mig selv. Men jeg er stolt over, at du synes, jeg er en god kvindeskildrer. Jeg sætter stor pris på din vurdering. Du er jo som en slags inkarnation af den kvindelige læser, ikke? Du skal ikke se på mig på den måde,” sagde han, da hun begyndte at grine. ”Du ved, hvad jeg mener.” Næsten fra minut til minut blev hans snak fra nu af mere og mere inderlig og vrøvlende. Ved to-tiden hankede Elisabeth op i ham og fik ham bugseret hen på hotellet og blev stående i foyeren, mens hun så ham gå ind i elevatoren og køre op.